Hvordan vil du helst dø?
Ja, hvis du skulle vælge mellem at dø i en brand, tørke eller drukne, hvad ville du så helst?
Det lyder umiddelbart som et grumt scenarie, men det er – sat på spidsen – realiteten hvis vi som meneskehed fortsætter som hidtil.
Jeg har tidligere skevet om klimaproblematikken og nu gør jeg det igen. Og jeg bliver nok ved.
Insekter dør på stribe, kloden opvarmes, mange dyrearter uddør, regnskovene ryddes for at skaffe landbrugsjord, tørke udløser skovbrande andre steder. Noget er klimabestemt, tilbagevendende begivenheder som El Niño og La Niña har altid eksisteret.
Dog er tørken, brandene, nedsmeltningen af gletsjerne accelereret voldsomt de senere år. Vi må – og skal erkende – at vi har sat en kædereaktion i gang der er svær at stoppe. Der bliver arbejdet på højtryk for at gøre “noget”, men kan vi det? Mange lande og virksomheder arbejder på løsninger, men hvor er den store verdensomspændende koordinerede indsats? Der bliver indgået klimaaftaler – nationalt såvel som internationalt – men så længe lande og virksomheder kan købe klimakreditter, vil det ikke gøre den store forskel.
Hvad kan vi hver især gøre?
Handling skal foregå alle steder. Jeg er ret træt af Generation Z – der kræver handling, laver skolestrejke og råber op om at det er alle andres skyld. Jeg siger selv til mine børn at uddannelse er vejen frem. Det og så handling derhjemme i hverdagen nu.
Den handling skal komme fra os selv. Cykl og gå frem for at tage bilen, hold ferie i dit hjemland fremfor at rejse jorden rundt flere gange om året. Spis mindre kød, flere lokale råvarer og undgå madspild.
Det gælder om at få nye vaner. Vi ved jo godt hvad det er vi skal, men gamle vaner er svære at ændre.
- Vælg nogle ting du vil ændre i hverdagen
- Lav nogle prioriteringer
- Indfør dem en ad gangen – en ny vane tager ca. 21 dage at indføre
- Hver gang en ny vane er godt indført, så sørg for at glædes over det
- Se hvor mange ting du kan nå at ændre på et år
Det er lykkedes os de senere år at spise mindre kød, mere frugt og grønt og undgå at smide for meget mad ud. Men der er stadigvæk meget vi skal gøre.
Leave A Reply