
Red maden med nye vaner
At spise et dyr fra snude til hale var noget man gjorde i “gamle” dage. Kød var en værdifuld spise, og alt på dyret skulle udnyttes. I kan vi købe de bedste stykker kød og visse dele og udskæringer af dyrene anses for at være “dårligere” end andre. Det er helt forkert og man er ved at få øjnene op for dele på både gris og ko som i mange år enten er blevet solgt til kineserne eller endt som hunde- og kattefoder.
Også grøntsager har været ofre for “udskamning”, bønner og linser har været hadet af mange i årevis, nu er de både superfood og klodens redning.
Helhedstanken er noget vi skal have med os, både når vi køber ind og er på restaurant. Grunden til at en bestemt udskæring af køb ikke er så dyr, er nødvendigvis ikke fordi at den del af dyret er ringere, men fordi der ikke er så stor efterspørgsel. Vi skal både lære at købe noget andet og spise noget andet end det vi er vant til.
Når du køber ind
Planlæg dine indkøb
Køb så vidt muligt kun ind en gang eller to om ugen. Check køleskab og skabe for hvad du mangler og skriv en huskeseddel. Lav gerne en madplan for hele ugen eller i hvertfald nogle dage frem, så der kommer sammenhæng i aftensmaden. Kartofler fra dagen før kan brases sammen med et spejlæg og rester af kylling eller steg.
Køb ikke for meget
Når vi skal have gæster, til jul og påske har vi en tendens til at købet alt for meget. Skriv en huskeseddel når menuen er sat og hold dig til den. Hvad skal du med tre glas kirsebærsovs, når I kun bliver få mennesker til juleaften?
Find datovarerne
Mange supermarkeder har i dag en fryser og køler med varer der er ved at nærme sig sidste salgsdag. Check den gerne – men husk, også her gælder det at du højst sandsynligt ikke kan bruge tre bakker leverpostej, medmindre du handler for andre eller kan fryse de to ned. Du minimerer butikkens madspild, men det batter ikke meget hvis du bare skal smide leverpostejen ud derhjemme.
Mængderabatter er fælder
Både for din pengepung, men også for dig selv. Ofte kommer du til at overspise, for “det er da synd at smide det ud”, eller maden bliver for gammel og så ryger den alligevel ud. Mængderabatter kan du bruge ved dåsemad, pasta, ris og andre tørvarer men husk, det tager også plads op derhjemme.
Frugt og grøntsager
Flere og flere butikker har valgt at sælge frugt og grønt som enkeltstyk, det betyder du ikke behøver køber 10 bananer eller et helt net med løg. Der giver god mening, for vi er flere og flere single eller små husholdninger. Så hvis du bor alene, så køb ind efter det.
Når du spiser ude
Buffet
Buffeter er nok de steder der bliver smidt mest mad ud. For det første, har man en tendens til at tage alt for meget på tallerkenen som man alligevel ikke får spist. For det andet laver restauranten og kantinen alt for meget mad, de må jo ikke stå og løbe tør for nogle af retterne. Det der ikke bliver spist, skal smides ud bagefter, et kæmpe madspildsproblem. I København og Aarhus bliver en del af maden givet til hjemløse ved lukketid, du kan også bruge Too Good To Go, men mange byer i Danmark har faktisk ikke så mange hjemløse eller andre der er sultne efter aftensmad efter kl. 21.00. Så undgå buffetresturanterne i videst muligt omgang.
Restaurant
Lad være med at bestille både forret, hovedret og dessert på en gang. Ofte kan man kun spise to retter og det er bedre at bestille desserten, senere hvis du stadig har appetit. Nogle restauranter tilbyder en såkaldt doggybag – altså at du kan få resterne med hjem og spise dem senere. Mange resturanter vil hellere end gerne give dig maden med hjem. Du har jo betalt for den og de slipper både for at smide den ud og kan betale mindre for renovation.
Leave A Reply