Din indsats tæller også med
Vejret er fantastisk i dag, selvom det er en kold dag i januar. Som sædvanligt kører vaskemaskinen og jeg har besluttet mig for at tøjet skal tørres udenfor, for første gang i 2021. Jeg har altid tørret tøj udenfor, når jeg kunne, det giver tøjet en dejlig duft af frisk luft og bliver ikke så krøllet. Mangler du nogle gang en følelsen af lidt luksus i hverdagen? Sengelinned tørret udenfor, dufter fantastisk og du sover bedre - ihvertfald de første nætter.
Men, har du nogensinde tænkt over meget CO² du du faktisk sparer miljøet for, ved at undlade at bruge tørretumbleren?
2,3 kg pr. tørretumbling
Så meget CO² sparer du hver gang du ikke bruger din tørretumbler. Og du sparer også på el-regningen. Det er da ren win-win!
Det koster mellem to og seks kroner hver gang du bruger tørretumbleren, afhængigt af maskinens energimærkning, alder og stand
- 160 gange på et år. Så ofte bruger en dansk gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn tørretumbleren
Det er 380 kg CO² man kan spare pr. år, hvis man konsekvent tørrer tøjet på stativ eller tørresnor! Det giver altså en god samvittighed, når man står og lægger tøjet sammen...
"Uden en større investering - flytbare tørrestativer koster 200-300 kr., et større sammenklappeligt til jordspyd mellem 500 og 800 kr. og en rigtig tørreline mellem 800 og 1000 kr. Det betyder altså at investeringen hurtigt er tjent ind, samtidigt med at du allerede fra dag ét er mere miljøvenlig."
Men, vejret i Danmark er bare ikke til at jeg kan tørre tøj udenfor året rundt. Derfor tørrer jeg en del tøj indenfor på stativ eller i det ene badeværelse, hvor det kan hænges op. En gang tøjvask indeholder ca. tre liter vand, som skal ud af tøjet, når det er vasket, og det kan blive et problem for vandet skal ud af lejligheden eller huset, ellers får du problemer med indeklimaet. Husk at du aldrig må tørre tøj i soveværelset, vi sveder faktisk alle en del mens vi sover og mere fugt kan føre til skimmelsvamp.
Skimmelsvamp er både giftigt og kan føre til alvorlige kroniske sygdomme hos dig og din familie, ødelægger huset og kan være meget dyr at komme af med igen.
Tørretumbling slider faktisk også en del på tøjet, fnulleret i filteret kommer ikke af sig selv. Du kan også se det på mørke bomulds t-shirts hvor farverne hurtigt bliver uklare og får et gråligt skær.
Hvor kan du placere tørrestativet?
- Placér tørrestativet hvor ikke din forstyrrer din eller naboens udsigt. (hvem gider også at naboen kan glo på ens underbukser fra hans terrasse?
- Placér tørrestativet, hvor du hurtigt kan komme til, ikke i den allerfjerneste del af haven
- Gå efter en luftig plet i haven eller luftigt hjørne på altanen, så tørrer dit tøj hurtigere
- Direkte sol kan blege stærke farver - så en placering med både lidt sol og skygge er fin
- Placér ikke tørrestativet under et træ, i foråret kan der komme pollen på og om efteråret blade.
Det er svært at have en have hvor alle ovenstående råd kan opfyldes. Min egen tørresnor er da også placeret i fuld sol, men et sted hvor det lufter meget og derfor tørrer tøjet hurtigt. Alternativt, sætter jeg et løst tørrestativ op i mit orangeri, hvor der er både varme, sol og skygge og lader tøjet tørre der.
Andre gode råd, når du tørrer tøj udenfor
- Sørg for at din tørresnor passer til husets udseende og byggestil. Brug samme materialer, farver, udformning osv.
- Lad en efeu eller klematis slynge sig op ad stolperne eller sæt en pergola op foran, det både pynter og skjuler et lidt kedeligt tørrestativ.
- Byg et halvtag med åbne sider fx i den ene side af garagen, carporten eller et udhus. Det er et ideelt tørrested med masser af luft og ingen direkte sol
- Husk at tørresnoren over skal tørres af jævnligt, den bliver hurtigt beskidt af vejret. Brug en med en fugtig karklud eller skær et 1 cm dybt snit i en korkprop, som du kører hen over snoren
- Tør kulørt tøj på vrangen, så bleger solen ikke forsiden
Jeg tørrer næsten alt vores tøj på vrangen. Noget som giver lidt diskussion herhjemme indimellem, mand og drenge synes det er noget bøvl at tøjet skal vendes før vask og efter tørring igen... men tøjet holder bare længere.

Nattefrosten forsvinder som solen kommer frem og tørresnoren er klar til tøj.

Leave A Reply