De slemme, slemme E-numre
Du er sikkert - ligesom jeg - vokset op med at E-numre er skadelige og mad med E-numre nærmest er giftigt. De skal undgås og jeg har selv været en af dem der har forsøgt at undgå dem i maden. Men når man læser indholdsdeklarationen på fødevarer, indeholder de fleste af dem E-numre - og hvad gør man så?
Hvad er E-numre?
E-numre er tilsætningsstoffer der er godkendt i EU til fødevarer, altså mad og drikke. Listen er lang og er opdelt i forskellige kategorier. Se links til lister over E-numre nederst. I Danmark står Fødevarestyrelsen for implementering af godkendte tilsætningsstoffer, samt løbende kontrol af producenters brug at E-numre.
E-numre er altså stoffer der er godkendt i EU og som må tilsættes mad for at f.eks øge holdbarheden, farve maden eller ændre smag eller konsistens. Danmark følger generelt de retningslinier der er aftalt i EU, men har dog strengere krav til bl.a nitrit.
E-nummer listen kom til verden i 1962 og vedrørte oprindeligt kun farvestoffer. Senere kom andre tilsætningsstoffer til og listen over E-numre ajourføres løbende med fjernelse og tilføjelser i takt med at forskning giver nye resultater. Der er i dag omkring 350 tilsætningsstoffer der er godkendte til fødevarer i EU.
Det betyder altså, at E-nummer listen er et her-og-nu billede af hvad man ved om tilsætningsstoffers virkning på maden og på os.
Er E-numre skadelige?
E-numre er godkendte tilsætningsstoffer. Det betyder ud fra den viden man har indtil nu, er stofferne ikke skadelige i det omfang de godkendte til, der er lavet grænseværdier, ADI som står for Acceptabelt Dagligt Indtag. Alle fødevarer produceret i EU og godkendte til salg i EU, skal overholde kravene for de enkelte E-numre.
Spiser eller drikker du meget af en fødevare med f.eks farvestoffer i, er der ingen garanti for at du ikke får en reaktion, f.eks en histaminintolerance, diarré eller andet. Men det gælder alle fødevarer - også de der kommer direkte fra naturen. Vi ved jo godt, at spiser man mange gulerødder, kan huden blive orange af det naturlige farvestof betacaroten, som også har e-nummer E 160a da det bruges i en række fødevarer.
Slik, kage, sodavand og is indeholder typisk mange farvestoffer som kan være koncentrationsforstyrrende, specielt hos børn og andre følsomme personer. Men da det er fødevarer som man nok ikke spiser hver dag, er det ikke noget man behøver være nervøs for. Men vi kender da alle situationen med at ungerne har spist for meget farverigt slik til familiefester, børnefødselsdage og til andre festligheder. Bagefter hænger de nærmest oppe under loftet og vi siger de har fået sukkerchok.
Det kan dog sagtens være farvestoffer i stedet for sukker - og meget slik og kage indeholder i dag slet ikke sukker fra roer (hvidt sukker), men i stedet Fruktose (frugtsukker), som markedsføres som et naturligt sukker, som også kan give mavepine, eller kunstige sødestoffer - specialet i drikkevarer - som Aspartam og og Sorbitol som kan give diarré hvis vi igen får for meget.
Vidste du f.eks at Coca Cola er farvet med karamel? E150d hedder det i E-nummer sprog og bliver også kaldt ammonieret sulfiteret karamel. Så det er altså ikke flødekaramel, men det samme farvestof som kommes i sojasovs, madkulør og andet. Og går man ind og kigger på databasen Open Food Facts så er der faktisk en advarsel om at børn og unge kan få for meget.
Men hvad sker der, hvis man indtager for meget af et E-nummer. Det er faktisk svært at hitte rede i - og netop derfor er det nok klogt at bruge sin sunde fornuft.
Altså, E-numrene er godkendte til normalt og dagligt indtag og derfor ikke skadelige hvis du ikke har allergier eller intolerencer. Har man allergier eller intolerencer, skal man være ekstra forsigtig, mange ved godt hvad de ikke kan tåle, fordi de tidligere har haft en reaktion og er blevet testede.
Lad dig ikke snyde
Er du også typen der går efter at købe fødevarer med færrest mulige eller helt uden e-numre?
Du risikerer at blive snydt, fordi tilsætningsstoffer anført uden E-nummer er ikke ensbetydende med at varen er "ren" og "giftfri". Fødevarebranchen ved jo godt at mange er nervøse ved at varedeklarationen indeholder mange e-numre eller lange svære ord, som ingen af os kan udtale. Derfor kalder de stofferne noget andet, f.eks aroma eller naturlig farve, men det kan altså godt være et E-nummer også selvom det kommer direkte fra naturen.
Der findes ingen fødevarer der er "rene" eller "giftfrie"! Der findes naturlige og ikke-naturlige fødevarer. Men uanset hvad vi spiser, er lidt af det hele bedre end meget af for få ting. Du kan også blive alvorligt og livstruende syg af at være på udrensende kur og leve "clean" hele tiden.
Kroppen er selvrensende og derfor skal den ikke detoxes!
Er du i tvivl, så er "kun" ca. 40 E-numre godkendte til økologisk fødevarer, mens mere end 350 E-numre er godkendte i konventionelle fødevarer.
Det er en jungle at hitte rede i, men Fødevarestyrelsen og Open Food Facts vil være mine faste steder at undersøge E-numrene fremover - for helt undgå dem kan og skal vi ikke.
Er E-numre så gift eller guf?
Konklusionen er nok at E-numre er hverken gift eller guf, men både og. Man skal bruge sin sunde fornuft, ikke spise for mange præfabrikerede fødevarer og som med så meget andet, er det summen af det hele der afgør om man får for meget af nogle stoffer.
Der er jo en grund til at alle tilsætningsstoffer er regulerede i EU, det giver en garanti for at kun godkendte stoffer er i fødevarerne. Det giver os en større sikkerhed i hverdagen, det skal vi trods alt huske på. Vi har som forbrugere bedre mulighed for at undgå stoffer vi kke ønsker at indtage, og måske ikke kan tåle.
Følg Fødevarestyrelsens officielle kostråd:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Vigtige tips:
E-numre
Liste over kategorier
1.5 Brune og sorte farvestoffer
2 E200 – E297 Konserveringsmidler (holdbarhed)
3 E300 – E385 Antioxidanter (holdbarhed)
4 E400 – E503 Emulgatorer, stabilisatorer og fortykningsmidler (giver maden konsistens)
5 E504 – E530 Syrer, baser og salte (holdbarhed og smagsoplevelse)
6 E535 – E585 Antiklumpningsmidler
7 E620 – E900 Aromaforstærkere
8 E901 – E927 Overfladebehandlingsmidler (holdbarhed)
9 E938 – E949 Emballagegasser og drivgasser (holdbarhed ved indpakkede varer)
11 E999 – E1520 Diverse stoffer uden for de almindelige kategorier
Leave A Reply