Som jeg har skrevet, vil jeg ca. hver 3. uge beskrive et af De 17 Verdensmål, som ligger mig meget på sinde. Vi kan alle gøre en forskel for en bedre verden, hvor der er plads til forskelligheder, men hvor vi stadigvæk står med for mange uligheder.
Verdensmål 1 Afskaf fattigdom
Der er alt for stor forskel på rig og fattig. Heldigvis er færre og færre fattige, men ca. 700 millioner mennesker betegnes som fattige af FN.
Det skal vi have gjort noget ved!
Da jeg fik mine børn, lovede jeg dem at de aldrig skulle gå sultne i seng. Det var et løfte jeg vidste jeg sagtens ville kunne overholde. De spiser døgnet rundt, og er godt på vej til at blive næsten 2 m høje alle tre, når de engang er færdige med at vokse.
Men alt for mange mødre og fædre ude i verden, må lægge deres børn sultne i seng hver aften, kan ikke sende dem i skole og ender måske med at se deres børn dø, fordi de lever med urent vand, må spise andres rester og der ikke er råd til medicin. Det er forfærdeligt at tænke på at nogle børn – som mine – vokser op med al den mad de kan spise, får tøj, uddannelse og højst sandsynligt et helt fantastisk liv, mens andre dør inden deres liv kom ordentligt i gang.
Ved at handle Fairtrade, købe FSC certificerede møbler og GOTS certificeret tøj, kan vi være med til at afskaffe fattigdom. Du sikrer at arbejdere overalt i verden, arbejder til en nogenlunde fair løn og dermed kan købe mad, medicin og andre fornødenheder til deres børn. Støtter du gennem hjælpeorganisationerne, kan du sikre at familier får råd til at sende børnene i skole, uddanne sig og dermed deltage i at sikre øget velfærd i deres hjemland.
I Danmark er der også fattigdom, det må vi ikke glemme. Ikke alle børn er lige i Danmark, her er også børn der ikke får det de har behov for. Men vi glemmer det ofte, fordi de fleste af os har råd til det vi har brug for i hverdagen. Du kan bl.a. gennem Red Barnet i Danmark hjælpe udsatte danske børn og unge.

Giv mig gerne din kommentarer til hvad du gør for at opfylde Verdensmålene. Jeg bliver i hvertfald klogere på hvert enkelt mål og hvad jeg selv kan gøre undervejs.
Læs hele indlægget om afskaffelse af fattigdom her.
Comment
Glæder mig til at læse de kommende indlæg