Travlhed eller Tristesse?
2021 er i gang og jeg arbejder på livet løs hjemmefra. Min arbejdsplads har travlt og der er mange online møder hver dag. Drengene er også i skole hver dag online, nogle dage kun få timer, andre dage mange timer.
Jeg er i gang næsten hele dagen, som typisk begynder med at jeg rører dej til boller, en hurtigt slags, så de kan være klar inden drengene skal møde kl. 8. Imens checker jeg lige mine mails på telefonen, læser lidt nyheder og drikker en kop the, mens jeg hygger lidt for mig selv inden arbejdsdagen går i gang og ungerne skal i skole.
Når bollerne er bagt, går arbejdet i gang på mit lille kontor et sted mellem kl. 7 og 8. Lige størrelsen til et fint walk-in closet, men jeg har altid haft brug for mit eget kontor. Lige nu er der mange der fortryder at de i sin tid valgte at indrette et walk-in closet i stedet for et kontor. Her sætter jeg mig og dagens arbejde går i gang.

Mellem Teams møder, telefonopkald og opgaver, skal jeg lige hjælpe med lektier – eller checke at man ikke lige er kommet til at spille PlayStation i stedet for at lave skolearbejde. Så er det tid til at sætte en vask over, lidt senere må en af drengene hænge tøjet til tørre.
Jeg har været så heldig at jeg hidtil kun har arbejdet hjemmefra ganske lidt under hele Corona-epidemien. Mange andre i Danmark har siddet alene hjemme i 10 måneder nu. Det kan svært at få arbejdsliv og privatliv i balance og mange bliver triste eller får en regulær depression. Jeg forstår dem så godt, tristheden kan godt overmande én når dagene går uden anden kontakt til arbejdskolleger end via Teams eller Zoom og man bare drømmer om at et mirakel skal ske.
For øjeblikket er vi igen i nedlukning i Danmark igen og vi ser ingen – som i INGEN. Vi handler kun når det er tvingende nødvendigt og står ikke og hyggesnakker med nogen, men vi har heldigvis hinanden at snakke med herhjemme. Den britiske variant er landet i Danmark og spredes hurtigt. Det er derfor meget nødvendigt at vi holder os for os selv og ikke inviterer smitten indenfor. Hvordan de kommende uger vil blive, afhænger af vores egen adfærd.
Mens vi venter på miraklernes tid, holder jeg mig beskæftiget med god musik og hækletøj. Drengene spiller online og sammen spiller vi Trivial Pursuit.
Sneen vælter ned og smelter dagen efter, dagene går en efter en…
Oldies but goodies – jeg elsker Mike & The Mechanics – så det er ofte dem der kommer ud af højttalerne…
Jeg har dog valgt at lade tristessen blive udenfor døren (forhåbenligt) sammen med COVID-19. Livet går sin skæve gang lige nu og det er ikke til at sige hvad dagen i morgen bringer. De små glæder i livet er at vaccinationerne skrider frem som planlagt, alt er så flot når sneen lægger et tykt tæppe overalt og vi sidder varm og tørt indenfor.
Hvordan har du oplevet disse sidste mange måneder? Har du nogle tips og tricks til hvordan du holder humøret oppe i denne svære tid? Send mig gerne en kommentar om hvad du gør i hverdagen og de dage der er lidt tunge at komme igennem.
Find min opskrift på bollerne her:
Hurtige boller

Ingredienser
- 50 g gær (eller 1 pk. tørgær)
- 3 dl lunkent vand
- 2 tsk. sukker
- 1 tsk. salt
- 1 æg
- 4 spsk. flydende margarine
- 500 g hvedemel
- 200 g sigtemel eller grahamsmel
- 1 æg til pensling
Instruktioner
- Kom vand og gær i røremaskinen eller en skål
- Opløs gæren i vandet
- Tilsæt herefter sukker, salt, margarine og æg og rør det sammen på laveste niveau
- Sæt omdrejninger op og kom melet i lidt efter lidt indtil dejen bliver sammenhængende og smidig og slipper kanten af skålen.
- Tag dejen ud af skålen, dejen er så fast at den ikke hænger ved fingrene. Del dejen i 8 kugler og form dem til runde boller.
- Læg dem på en bageplade med bagepapir
- Bollerne dækkes med viskestykke og hæver i 15 min.
- Varm ovnen op på 200°C over- og undervarme
- Efter hævning pensles bollerne med et sammenpisket æg
- Kom bollerne i ovnen og bag i 15 min.
Noter
TIP:
Du bruger sikkert kun halvdelen af ægget til pensling. Gem resten i køleskabet til dagen efter, eller hav en beholder i fryseren hvor du kan samle dine æggerester. De er gode at bruge i en æggekage.
Der er trods alt en høne der har lavet ægget til dig og derfor er det synd at smide resterne ud.
Leave A Reply