Om at blive 50 år...
Torsdag d. 18 februar blev jeg 50 år.
Midt i en Coronatid, var der ikke mulighed for at holde fest. Det er også vinter og jeg har egentligt heller ikke lyst til at blive fejret. Jeg er bare ikke typen der kan lide at være festens midtpunkt. I stedet tog vi tog hjem til min mor i Sønderborg, Sigurd, Johan og Magne og jeg. Laurits var taget i sommerhus med fire venner, når man er næsten 17, er ens mors runde fødselsdag ikke vigtig.
Alle var testede og negative, så der var ingen problemer hverken med at tage i sommerhus eller besøge min ikke-vaccinerede mor.
Vi hyggede med dejlig morgenmad, jeg fik gaver - to flotte Pandora ringe og matchende øreringe, 50 røde roser og masser af kærlighed.
Senere på dagen gik vi en tur langs strandpromenaden og stranden og endte med at samle blåmuslinger som vi tog hjem og dampede. Da alle restauranter er lukkede for gæster, fik vi middag fra fra en italiensk fra en restaurant og hyggede.
Rumfartøjet Perseverance lavede en perfekt landing på Mars - et øjeblik jeg aldrig vil glemme og som gjorde min 50 års fødselsdag helt perfekt!
50 år - og hva' så?
Jeg kan regne med at leve 30-40 mere, er jeg heldig bliver jeg 100 år. Det betyder jeg har måske kun levet halvdelen af mit liv. I Danmark er pensionsalderen i dag 70 år, jeg kan gå på efterløn når jeg er 68 - måske. Jeg har altså 18-20 år tilbage på arbejdsmarkedet.
De sidste knapt 20 år er gået med masser af arbejde og børn, børn, børn. Nu er drengene teenagere, klarer sig selv på mange måder, den første er flyttet hjemmefra og de to sidste bliver også mere og mere fraværende fra hjemmet. De kan klare sig uden mor er der hele tiden.
Om ganske få år er reden tom og hvad skal der så ske?
Jeg har de seneste 6 år oplevet at blive fritstillet 5 gange. Og det er ikke fordi jeg ikke kan holde et job, jeg er dygtig og har i årene forinden været på samme arbejdsplads i næsten 20 år. Jeg frygter at de kommende år vil byde på det samme, korte ansættelser hvor man bare er en ressource der kan skæres væk, når økonomien halter.
Lige nu står jeg i samme situation som jeg gjorde i september; ansættelse, var glad for mit job og var ved at lære min arbejdsplads og kollegaer at kende. Det tager en masse energi, hver gang man bliver fritstillet og skal søge nyt arbejde. Det tager også en masse energi at lære nye opgaver og nye mennesker at kende.
Fra 1. marts er jeg så igen arbejdsløs, hvis ikke det lykkes mig at finde et job. Og finder jeg et, kan jeg igen gå og frygte at jeg bare er en ressource, man hurtigt kan komme af med, når virksomheden ikke kører optimalt.
At nyde livet
Uanset hvad der sker, vil jeg nyde livet nu. Nyde at jeg ikke har de samme forpligtelser på hjemmefronten og så må verden falde sammen om ørerne på mig. Egoistisk, ja måske, men jeg har på mange måder levet de første 50 år på andres præmisser, så nu er det vist min tur.
Jeg har nogle få, gode venner, jeg har min have og en masse hobbies som jeg kan dyrke, uden at jeg skal stå til ansvar for nogen. Læringen af de senere år, er nok at jeg ved jeg mentalt stærk. Jeg har gennemstået Coronaen på bedste vis, fordi de foregående års ledighed og dermed tvungen "hjemmearbejde" har lært mig hvordan man strukturerer en hverdag hjemme og håndterer ensomheden der kan komme snigende, når man mindst venter det.
Vinteren er - måske - ved at være forbi. Dagene bliver længere og lysere og snart er det forår.
Jeg forventer at leve mange år endnu, mange gode år hvor jeg kan opleve de skiftende årstider og nyde det gode liv vi nu engang har - trods Corona og arbejdsløshed.
You might also like
Leave A Reply