2020 – en status

2020 bød på meget – en lavine af hændelser vi ikke kunne kontrollere

Marts kastede os ud i nedlukning af Danmark, smitten spredte sig eksplosivt i hele verden og man var bange for at sundhedsvæsnet ikke kunne følge med. Ville der være respiratorer nok?

Folk gik amok i butikkerne aftenen før nedlukningen og købte pasta, dåsemad og toiletpapir i lange baner inden mange lande lukkede sig om sig selv, et efter et. Grundig afspritning og brug af håndsprit blev anbefalet.

Den første dansker døde af Corona, få dage efter nedlukningen.

Jeg havde set det komme og havde ugen inden nedlukningen fyldt skabene op med madvarer, købt toiletpapir, husholdningssprit og glycerin, så vi selv kunne lave håndsprit. For håndsprit var der ikke noget af. Jeg har altid haft håndsprit i tasken, til hænderne og for at kunne spritte dørhåndtag og offentlige toiletter af, så vi havde lidt på lager. Ja, jeg er lidt af en neurotiker på det område…. Men alle steder var håndsprit udsolgt. Alle spiritusfabrikker og destillerier omlagde deres produktion til håndsprit. De første flasker var så dyre man troede det var løgn.

Vi kiggede på hinanden på samme tid skræmte og mistænksomme og holdt afstand, angsten fik for en kort bemærkning overtaget. Verden gik i stå… og vi lærte at sige “Samfundssind”, “håndsprit” og “Sammen – hver for sig” blev måden vi var sammen på.

Vi lærte at bruge Teams og Zoom og holdt online møder i sikker afstand af hinanden bag skærmene på hjemmekontorerne, som nogle havde i forvejen og andre måtte finde plads til.

Jeg var gennem flere måneder kørt på arbejde inden solen stod op og kom ofte hjem når det var mørkt. Mens jeg var hjemme, kunne jeg nyde døgnets naturlige rytme og tage en pause i haven midt på dagen.

April bød på forår sol, varme, ro på vejene og på himlen. Ingen biler, ingen fly. Roen var fantastisk, vi kunne høre fuglene, delfinerne kunne igen ses i Venedig bugten, kanalerne blev klare, kineserne kunne se Himalayas bjerge for første gang i mange år, for smoggen var væk. De vilde dyr indtog storbyerne. Italien og Spanien blev hårdt ramt. Masser af syge og døde førte til en total nedlukning, udgangsforbud og bøder til dem der overtrådte forbuddene. I Danmark kunne vi stadigvæk gå ud i haven eller tage i sommerhus, noget der var umuligt andre steder.

Sundhedspersonalet kæmpede en brav kamp, de gjorde det de er uddannede til – og meget mere! Vi kan være stolte af de læger, sygeplejersker og sosu-hjælpere der lagde ALT tilside for at tage en ekstra tørn! Mange gik endda i selvvalgt isolation og måtte side farvel til ægtefæller og børn gennem lang tid for at passe deres arbejde.

Kurven med døde var støt stigende, men man kunne se at de fleste døde var ældre eller syge. Plejehjem kom i totalt lockdown, for at undgå at få smitten indenfor. Det kom den alligevel…

Vi bagte som aldrig før, brød kager og der blev tid til at lave aftensmad helt fra bunden. Familien kom i fokus. Tøjvask og madlavning kunne klares selvom vi sad online møde, et head set gjorde os mobile og hverdagen blev fleksibel, til manges glæde og andres stress – de kunne ikke håndtere den nye hverdag, med hjemmearbejde, små og store børn hjemme og lukkede frisører og fitnesscentre.

 

Maj bød på Fællessang i tv, hver morgen og hver fredag aften i den bedste sendetid på DR TV. Danmark sang foran tv, spillede analoge spil og samlede puslespil. De første konspirationsteorier tog fart; kineserne havde sluppet virussen fri for at få verdensherredømmet, 5G mobilmasterne spredte virussen og kunne kontrollere vores færden og “Deep State” fik skylden for Corona som en del af en hemmelig plan for at kunne kontrollere os alle.

At virus konstant er til stede i vores verden, at de nogle gange muterer voldsomt og udløser epidemier, pandemier var for nogen ikke forklaring nok. Nogen måtte stå bag dette angreb på menneskeheden.

Manglen på håndsprit fik nogle til at anbefale at man kunne spritte hænder af i vodka. I Hviderusland havde præsident Lukashenko en anden holdning til vodkaen; den skulle indenbords og så en tur i saunaen. I det hele taget var der nok af gode råd om hvordan man slap for – eller bekæmpede Corona. Spis C-vitamin – nej D-vitamin, spis ingefær, lev vegansk, drik mere alkohol. Det sidste råd tog mange til sig, vin- og spiritussalget steg markant – måske mere fordi kedede sig, end fordi de troede at det kunne slå Coronavirus ihjel. Gin O´Clock blev en hverdagsforeteelse.

Jeg selv holdt stand, siden nytår havde jeg været totalt alkoholfri og nåede op på 178 dage i streg inden jeg fik et glas kold rosé. Det gav en masse energi og overskud at være afholdskvinde. Energi som jeg havde brug for med de lange arbejdsdage og komplekse projekter jeg arbejdede med.

Efter en måned hjemme, var hverdagen i den grad vendt tilbage igen for mit vedkommende. Mens ungerne fortsat skulle blive hjemme, måtte jeg op om morgenen og afsted. Min mor havde jeg ikke set siden januar, så jeg begyndte at køre hjem til hende en gang om måneden og blive hos hende et par dage. Om jeg holdt møder via Teams på arbejde, hjemmefra eller hos hende var underordnet.

Børnehaver og vuggestuer kunne berette om faldende sygdomstal blandt børnene, “ørebørn” var der næsten ingen af mere. De var ude det meste af tiden, der blev indrettet “vaskestationer” i det fri og børn og forældre lærte på den hårde måde at for megen afspritning giver tørre og sprukne barnehænder. Ud over håndsprit – der nu kunne købes i butikkerne – steg salget af håndcreme også eksplosivt.

Juni bød på en langsom genåbning af samfundet og der kom stille og roligt flere biler på vejene igen. Mundbind kom langsomt på folks ansigter, men man grinte stadig lidt af dem der tog deres forholdsregler. Jeg bestilte mundbind på nettet, de kunne ikke købes i butikkerne, så var vi forberedte.

Sigurd grinte overbærende af mig. Det ville ikke blive så alvorligt at mundbind skulle være en del af hverdagen…

Rejsebranchen var nærmest slagtet, der var fyringer indenfor mange brancher og de fortsatte. De første historier i medierne om at de danske mink havde fået en muteret Coronavirus kom frem. Men der skete ikke mere…

Jeg fik mit første glas rosé efter 178 dage, i forbindelse med at min mor og mine søskende og deres børn kom på besøg. En hyggelig weekend, med vandsprøjt i haven, masser af sol og god mad på grillen.

Juli og august bød på sommerferie i Danmark – mange lærte deres eget land at kende for første gang. Det blev populært at sove i shelters, Tøsedrengenes “Ud under åben himmel”, blev næsten et mantra for mange. Vi har altid holdt sommerferie i Danmark, så det var ikke noget nyt. Vejret var ok, køligt de første uger af juli, men vi fik hedebølge i august. Nu måtte virus da dø…

 

 

Skolen begyndte igen, mundbind blev en del af hverdagen og vi havde nok på lager, både af stof og papir.

 

 

Vi nærmede os i slutningen af august, noget der lignede normale tilstande og vi begyndte at kunne se en ende på pandemien – troede vi. Konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage der havde været udsat siden foråret kunne afholdes.

 

 

For os betød det tests for første gang, da vi skulle til 3 fødselsdage og en konfirmation i løbet af to weekender. Alle tests var negative, Smittestop app´en som jeg havde installeret i juli, gav ingen lyd fra sig.

 

Som mælkebøttens frø der flyver i vinden og slår rod alle steder, hvirvlede vores drømme om et andet liv rundt og forsøgte at slå rod…

 

Mens mange blev angste for denne ukendte nye verden vi uforvarende var landet i, så andre muligheden for at ændre deres liv radikalt. Der blev drømt store drømme om fred, ro og et liv udenfor overhalingsbanen. Væk med stress, hamsterhjul og arbejde fra tidligt til sent.

For hvad arbejder vi for? Og er livet slut inden vi får tid til at nyde det?

September gav en begyndende genopblusning her og der i verden. Kom Coronaen stærkere tilbage – nej det måtte da være slut nu. Depressioner og dårligt mentalt helbred gik hånd i hånd med de danske #MeToo afsløringer der for en stund gav os andet at snakke om end Corona.

Måneden endte for mit vedkommende med en forventet fritstilling fra mit job som jeg var så glad for – Corona var årsagen og jeg havde anet at det ville ske. Det blev et brat farvel til fantastiske kollegaer som jeg stadig savner. Køreturen hjem med en fyreseddel i tasken, gav dog også en fornemmelse af frihed. Planer for de næste tre måneder var lagt inden jeg nåede hjem…

Oktober kom og inden jeg fik set mig om, var jeg i arbejde igen. Det var dejligt, selvom friheden varede alt for kort – kun 3 uger. Imens begyndte pandemien at blusse op for alvor igen. Der kom fokus på “minkmutationen” igen. Mange minkfarme var smittede og det blev besluttet at holde dem i karantænezoner. Minkene på de berørte farme skulle aflives, men mutationen spredte sig til andre farme.

 

November gav delvise nedlukninger, det bragte lokale og regionale udbrud ned, men det battede for alvor ikke noget, der blev lukket ned, åbnet og lukket ned igen hist og pist. Coronaen blussede op her, der og alle vegne og myndighederne indså at den var ikke nedkæmpet. Alle mink i Danmark skulle aflives – her og nu. Angsten for at minkmutationen var farlig og kunne smitte tilbage til mennesker, betød at man ikke ville tage nogen chancer.

Verden fulgte med på sidelinjen, hvor slem var den danske mutation? Selvfølgeligt måtte minkene aflives, mente man. De blev så gravet ned og kom op af jorden igen få uger efter p.g.a. forrådnelsen – rådne zombie-mink kaldte englænderne dem.

 

December bød på nye restriktioner, regeringen bad os om at blive hjemme, men igen ingen tvang. Vi lever trods alt i Danmark, som er et demokrati og man vil da ikke tvinge nogen. Det kunne også få den siddende regering til at tage sig dårligt ud på SoMe og der er jo der man vinder befolkningens opbakning i dag. Ikke ved konsekvent politik. Vores statsminister har været dygtig til at opdatere løbende på Facebook og Instagram om hendes tanker i hele 2020.

 

 

De sidste mink blev aflivet og en hel branche med dertilhørende underleverandører var reelt også aflivet.

Julen var lige rundt om hjørnet og hvilken regering tør give befolkningen et påbud om at blive hjemme og holde jul i en snæver kreds. Vi vidste alle hvad konsekvensen ville blive, ugerne op til jul steg udbruddene eksplosivt igen og det hele syntes ude af kontrol. Igen og igen blev vi bedt om at blive hjemme, men ingen konkrete påbud eller forbud mod at rejse på tværs af landet eller samles mange. Ikke før vi nåede jul og dødstallene steg markant igen. I sidste øjeblik kom der anvisninger på hvor mange vi burde være, hvordan vi skulle danse om juletræet og mange var så fornuftige de valgte at holde jul i deres eget hjem, alene eller i den nærmeste familie.

Vi holdt jul kun Sigurd, børnene og jeg, så ingen og spillede Trivial Pursuit.

Nytåret bød på massetests hos både værter og gæster for at folk kunne holde en hyggelig aften og byde 2021 velkommen, vi havde en stille og rolig aften hvor den ene af drengene havde nogle testede venner på besøg. Flere lande lukkede ned igen, nye strenge af virussen spredte sig hastigt.

De første vacciner blev godkendt og det nye år blev skudt i gang med en sprøjte i armen.

 

 

Efterskrift:

 

 

Nu sidder jeg her, hjemmearbejdende på 4. uge. Drengene og jeg får arbejds- og skoleliv til at gå med et setup der ligner det vi stod i for næsten 10 måneder siden. Dengang var det nyt og ukendt, i dag er det den nye hverdag.

 

 

Midt i vinteren, hvor mørket omslutter os mest, er vaccinerne det nye lys i mørket. Vaccinerne skydes taktfast ind i nye arme hver dag og vi venter på det bliver vores tur.

 

 

Minkene skal graves op igen her i 2021, massegravene ligger for tæt på åer og søer og nogle steder lige over grundvandsreservoirer. En forhastet beslutning der ikke var gennemtænkt. Forskere mener nu heller ikke at minkmutationen ville blive så farlig som først frygtet.

 

 

Smittetrykket er under kontrol i Danmark her i uge 1. En britisk og en sydafrikansk variant af Corona truer os lige nu. Mens jeg skriver dette er der pressemøde; al ind- og udrejse til og fra Danmark frarådes.

 

 

Jeg har ikke besøgt min mor i over 6 måneder, vi snakker sammen næsten hver dag. Telefonen er nu en god opfindelse. Ensomheden er stor når man er ældre og bare går og venter på vaccinen. Jeg glæder mig til jeg kan besøge hende igen.

 

 

Vi har det godt, ingen af os er syge eller har været det, vi har ikke mistet nogen nære til Coronaen. Jeg mistede mit job, men fik hurtigt et andet og lige så spændende, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Andre har ikke været så heldige. Nogle har mistet venner familie, job, forretning og livsværket. Hele brancher er næsten døde, rejse- hotel- og restaurationsbranchen er næsten væk. Sygdommen har kostet liv, og mange, mange milliarder det vil tage os årtier at betale af på. Forskerne har vist nye uanede talenter ved at kunne udvikle en vaccine, testen og producere den på 9-10 måneder.

 

 

Som familie har vi alt i alt haft et godt år. Nærvær har været i fokus også med dybe samtaler med børnene og jeg synes vi alle er kommet godt igennem 2020. Vi har kunnet leve ret frit til trods for sygdommen og afsavnene har ikke været ubærlige.

 

 

Der har været mange tabere i 2020, men også mange vindere. E-handel blev den helt store vinder.

 

 

Verden bliver aldrig den samme igen, det kan vi lige så godt vænne os til. Men hvilken verden forlod vi? Var det en verden vi var tilfredse med? Var hverdagen så god? Vil vi virkeligt tilbage til det vi forlod? Det bør vi alle tænke over, inden vi ønsker os tilbage til tiden før Corona.

 

 

Hvad tænker du? Hvordan har dit 2020 været? Fik du nogle nye færdigheder? Drak du året og sorgerne væk? Fik du motioneret mere? Del gerne dine tanker med mig.